Kollerup tager pause om kviklån: For få lytter til forbrugerne
Det har vist sig svært for S-regeringen at få samlet et politisk flertal for en aftale, der skal begrænse forbrugernes omkostninger ved kviklån.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har set sig nødsaget til at aflyse det forhandlingsmøde, der efter planen skulle have været afholdt onsdag med deltagelse af alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance.
- Partierne ligger for langt fra hinanden, og der er flere, der lytter til dem, der udbyder forbrugslån, end der er, som lytter til forbrugerne i denne sammenhæng, siger han.
- Jeg jagter stadig som erhvervsminister et ambitiøst opgør med kviklån. Det gør jeg, fordi mange forbrugere, særligt i denne juletid, hvor mange skal bruge penge på gaver og andet, lader sig lokke og bliver fanget i nogle kviklån, de ikke kan komme ud af igen.
- De risikerer at havne i gældsfængsler hjemme i deres egen lejlighed eller hus, siger Simon Kollerup.
Socialdemokratiet ønsker, at renteloftet for kviklån, det såkaldte ÅOP-loft, skal ligge på 25 procent.
SF og Enhedslisten har sagt, at renteloftet skal ligge på 15 procent, mens De Radikale vil have, at renteloftet skal være højere end 25 procent.
- Jeg melder ikke noget konkret ÅOP-loft ud. Det er den samlede pakke, der er afgørende, sagde De Radikales erhvervsordfører, Katrine Robsøe, tirsdag.
Hun nævnte ved den lejlighed blandt andet reglerne for markedsføring af kviklån som en del af den samlede pakke.
Blandt andet Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti bakker også op om et ÅOP-loft, men har udtrykt skepsis ved et loft på 25 procent.
Finans Danmark, der er bankernes brancheorganisation, anbefaler et ÅOP-loft på 50 procent. Forbrugerrådet Tænk ønsker, at loftet skal ligge på 20 procent.
I juni blev Socialdemokratiet sammen med De Radikale, SF og Enhedslisten enige om et forståelsespapir, der banede vejen for dannelsen af S-regeringen.
I forståelsespapiret står der, at regeringen vil igangsætte "et opgør med de kviklån, som fanger mennesker i uoverskuelig gæld".
Simon Kollerup oplyser, at han er klar til at se på, om det vil kunne lade sig gøre at skabe et politisk flertal, der ikke nødvendigvis omfatter alle tre støttepartier.
Spørgsmål: Er du overrasket over, at det tilsyneladende er så svært for regeringen at nå til enighed med støttepartierne om det her?
- Jeg vidste jo godt, at partierne ligger forskellige steder. Men det er klart, at jeg er lidt overrasket over, at det fortsat er sådan, at partierne ligger så langt fra hinanden på det her vigtige spørgsmål om et loft.
- Det er også derfor, jeg har vurderet, at der er brug for en tænkepause nu, siger Simon Kollerup.
/ritzau/